
Dunkel Roma
Tomaten Dunkel Roma er en variant indenfor sorten af Roma-tomater, også mere kendt som blomme-tomater og karakteristisk for sit fyldige tomatkød, få kerne og gode smag.
Dunkel Roma-tomaten blev udviklet af en tomatforædler ved navn Fred Hempel fra Baia Nicchia Farm + Nursery i Californien. Fred Hempel krydsede den traditionelle Roma-tomat fra Italien, med en mørk og smagfuld sort kaldet Black Roma, hvilket resulterede i en påfaldende smuk tomat med en dyb rødbrun farve.
Kendetegn og smag
Dunkel Roma-tomater er ikke kun visuelt tiltalende, men de har også en helt særlig smag. De har en balance mellem sødme og syrlighed, hvilket gør dem perfekte til en lang række kulinariske formål. Deres faste konsistens og lave vandindhold gør dem ideelle til saucer, konservering og ristning.
Ud over deres gode smag så har Dunkel Roma-tomater også en høj næringsværdi. Ligesom andre tomatsorter er de en god kilde til A- og C-vitamin samt antioxidanter som lycopen.
Dyrkning
For at dyrke Dunkel Roma-tomater skal du vælge en solrig placering i din have med en god drænet jord og godt med læ. Roma-tomater kræver en del plads, da planten nemt giver mange og store blade, så de skal god plads rundt om hver plante. Det betyder også at der regelmæssigt skal tyndes ud i sideskud og gamle blade, for at give lys og luft til planten.
Den kan både dyrkes på friland, i drivhus og i store potter på altanen eller terrassen. Sorten er hårdfør mod sygdomme, men kan blive ramt af skimmel i mindre grad.
Det er vigtigt at give planterne god støtte med eventuelt en pind eller opbinding ved hjælp af snor, da planterne kan blive helt op til 170 cm i højden og giver et stort antal tomater.
Det er en tomat som kræver noget tålmodighed fordi den tager lidt tid om at blive moden, men det er værd at vente på. Tomaten udvikler sig og vokser hurtigt men selve modningsfasen er lidt mere længere-varende. Du kan se på en Dunkel Roma-tomat at den begynder at blive moden, farven skifter til rødbrun startende fra toppen af tomaten.
Selve formen på Dunkel Roma-tomaten starter med at være rund for derefter at vokse til en blommeform.
FAKTA
Andre navne: ‘Black Roma’
Type: Romatomat/Blommetomat
Oprindelsesland: USA
Farve: Rødbrun
Vægt: Op til 100 gr
Plantens højde: 150 – 180 cm
Modningstid: 60 – 70 dage
Smag: Frugtrig, sødme
