Tilpas tomatplanterne til solen

Det er forår og det kribler i fingrene for at få de mange forspirede tomatplanter udenfor i de første spæde solstråler, men vær opmærksom for det er ikke helt ufarligt for planterne.

De unge tomatplanter er sarte planter og kan ikke umiddelbart tåle solens stærke stråler uden tilvænning. Efter at de har stået indenfor samt måske efterfølgende i et drivhus, er det fristende at lade dem komme udenfor for at få sollys og varme. Men når planterne har stået bag beskyttende vinduesruder eller tildækket drivhus, er solens stråler hårde for de fine blade, og bare kort tid udenfor kan give planterne alvorlige forbrændinger, så at de rent faktisk ikke overlever.

Så derfor er det vigtigt at vænne planterne til sollyset, og lade dem være udenfor i kort tid af gangen – de første gange er det blot 5 minutter og undlad at placere dem udenfor midt på dagen hvor solen er kraftigst. Vent helst til senere på dagen når solens varme ikke er så kraftig længere. Derudover har planterne også godt af at mærke vinden, som er med til at gøre stilken tykkere og mere robust.

Næste dag gentages ovennævnte, bare i lidt længere tid for eksempel 15 minutter og så lige så stille øge tiden hvor planterne står udenfor. De må gerne stå et sted hvor der først er skygge og så efterhånden kommer der mere sol, på den måde bliver de vænnet til overgangen fra skygge til lys, samt at de ikke pludselig kommer indefra og så sættes ud midt i den bagende sol men får stille og roligt lov til at vænne sig til klimaet udenfor.

Hvis planterne bliver forbrændt, vil de efterfølgende begynde at visne for derefter at dø og desværre er der som oftest ikke noget at gøre, andet end at så nogle nye planter.

Andre indlæg