Fjern sideskuddene

Tomatplanterne er kommet i drivhuset eller på friland, og gror derudaf med masser af blade og højde på planten. Men det betyder også at den er godt igang med at sætte masser af blade og nye skud, inklusiv nye skud mellem stænglen og de eksisterende bladgrene – disse nye skud kaldes også sideskud.

Netop de mange nye sideskud er med til at bruge energi fra planten, energi som hellere skal bruges på at danne blomster og senere tomater. Sideskuddene er desuden med til at skygge for resten af planten og forringer luftcirkulationen rundt om planten. En dårlig luftcirkulation kan være medvirkende til at planten udvikler svampesygdom, hvis den samtidig står et sted hvor luftfugtigheden er høj.

Derfor skal du løbende fjerne de nye sideskud, hvilket er nemt når du først har gjort det et par gange og fundet ud af hvilke og især hvordan sideskuddene skal fjernes.

Sideskuddene vokser ud mellem stænglen og de eksisterende bladgrene, lige i det hjørne som opstår her. Det er en god ide at fjerne dem så tidligt som muligt, men ind imellem så gror det så hurtigt at pludselig er det længere sideskud, istedetfor bare at smide det afklippede sideskud væk – kan du plante det i en potte med jord, så får du hermed meget nemt en ny tomatplante.

På billedet nedenfor, kan du se hvilke der er sideskud – det er dem med pilene, og de aflange røde streger markerer der hvor sideskuddene skal nippes af. Det er så tæt på stænglen som muligt og hvor sideskuddet nemt kan fjernes ved at knække skuddet af med 2 fingre. Lad være med at skære eller klippe sideskuddet af, da det kan medføre svampeangreb hvis skuddet ikke fjernes helt og der sidder en lille stump tilbage på planten – det er også meget nemmere at fjerne skuddet med fingrene. Derudover så risikerer du ikke at lave sår i planten, hvis du kommer til at skære i selve stænglen med saksen eller kniven.

Andre indlæg