Hjælp dine planter med bestøvning

Har du nogensinde undret dig over, hvordan tomater bliver bestøvet? Umiddelbart tænker du nu nok det med bien og blomsten, og det er heller ikke helt forkert. For bierne har stor betydning for om blomster bliver bestøvet eller ej.

Tomater er fra naturens side selvbestøvende, hvilket betyder, at de i princippet kan bestøve sig selv uden indblanding fra anden side. Der er dog situationer hvor de godt lige kan bruge lidt hjælp for at sætte gang i bestøvningen. Så derfor kan manuel bestøvning være en fordel i situationer, hvor der er mangel på insektaktivitet, dårlige vejrforhold eller når der dyrkes tomater i drivhus og der ikke kommer en naturlig blæst forbi.

Hvad er bestøvning ?

Kort fortalt så er bestøvning den proces, hvor pollen fra den hanlige del af en blomst (anther) overføres til den hunlige del (stigma), så der kan ske en befrugtning og produceres tomater. Mens nogle planter som for eksempel tomatplanter kan bestøve sig selv, så er andre planter afhængige af eksterne faktorer som vind eller insekter for at overføre pollen mellem blomsterne.
Her spiller bier en afgørende rolle i bestøvningen, da de indsamler nektar og pollen fra blomster og lige så stille bærer pollen fra den ene blomst og videre til den næste, når de summer rundt. Biernes bestøvning af tomater er særlig vigtig, da det øger frugtens størrelse og kvalitet. Når tomater bliver bestøvet ordentligt, udvikler de flere frø, hvilket giver en fyldigere og mere smagfuld tomat.

Sådan bestøver du dine tomater manuelt

Du kan selv manuelt bestøve dine tomatplanter, det er super enkelt og der er flere måder at gøre det på. Deter nok også lidt efter smag og behag, hvordan og hvor meget du vil gøre ud af at bestøve dine tomatplanter, eller bare lade naturen passe sig selv og nyde de tomater som der kommer ud af det.

Jeg foretrækker selv at give blomsterrankerne et lille dask med fingrene når jeg alligevel kigger til planterne. Bare lige give dem et par lette tryk ovenpå blomsterstilken med pegefingeren så de bliver rystet lidt. Umiddelbart er det nok ikke nødvendigt da de alligevel stå udenfor men en del af planterne står i læ af en gavl så for en sikkerheds skyld får de lige et dagligt dask så nu håber jeg at det giver en god tomathøst.

En anden måde er at bruge en lille børste eller vatpind til at overføre pollen fra en blomst til en anden, det kan dog være en langvarig proces hvis du har mange tomatplanter.

En tredie mulighed er at bruge en elektrisk tandbørste på stilken til blomsterklasen, det giver den en god rystetur så pollen bliver godt fordelt. Jeg har ikke selv prøvet den teknik, men der er mange tomatavlere som benytter den med godt resultat.

Andre indlæg