Skift dyrkningssted
At dyrke tomater kræver en del plads, da det er planter som vokser i højden men også i bredden. Det kan derfor ofte være en fordel at have sine tomatplanter i potter, hvis der ikke lige er mulighed for at etablere selvstændige bede til samlingen af tomatplanter.
Hvis du har plads og mulighed for at dyrke dine tomater direkte i jorden vil det gavne planterne da de herved får mulighed for at danne et større rodnet. Dog skal du være opmærksom på at hvis der dyrkes tomater på samme sted igennem længere tid og hermed menes flere år, kan det medføre øget risiko for angreb af svampe-sygdomme og bakterie-angreb.
Derudover risikerer du også at jorden langsomt drænes for næringsstoffer, hvis du planter tomater samme sted år efter år. Tomatplanter har brug for en hel del næring for at gro og give en god høst, det er derfor vigtigt at de har en jord som er fyldt med vigtige vitaminer og næringsstoffer. Når du sætter tomatplanterne på det samme sted som sidste år og forrige år, vil udbyttet blive mindre og tomaterne bliver ikke så store som du forventer. Et tegn på at de mangler vigtig næring og vitaminer.
Hvis du har mulighed for det, vil det derfor være en god ide at plante tomater i en anden del af haven. Har du ikke plads til at have et andet tomatbed, så kan du evt. dyrke planterne i potter eller sørge for at fjerne planter som er ramt af sygdom så hurtigt som muligt. Fjern både planter og blade som er ramt af sygdom, og sørg for at de ikke bliver lagt i kompostbunken for så vil de bare overføre eventuelle sporer og sygdomsrester til kompostbunken.
Inden du begynder at plante tomater, er det en god ide at teste jorden for lige at undersøge om der skulle være sygdomsrester eller mangel på næring i jorden. En anden mulighed kan være, at du vælger nogle tomatsorter som er mere modstandsdygtige overfor sygdomme – der findes et godt udvalg af forskellige sorter herunder f.eks Shadow Boxing.